Venstre vil sætte sundhed højt på dagsordenen med fokus på forebyggelse og sundhedsfremme.
Det sunde liv skal starte allerede fra barnsben og danne grundlag for, at borgerne får den bedste livskvalitet gennem hele livet. Derfor går Venstre ind for sundt dagligt måltid mad i daginstitutionerne og i skolerne, og at motion er en integreret del af undervisningen. Sundhed skal være en del af hverdagen i institutioner og skoler og i samarbejde med foreningslivet. Overvægtige børn skal have vejledning om det sunde liv med motion.
Vi har alle et personligt ansvar for eget helbred, men Kommunen har en nøglerolle i arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme, fordi forebyggelse lykkes bedst, når det tilrettelægges lokalt og i et tæt samarbejde med borgerne. Forebyggelse skal samtidig også være en del af tilbuddet fra praktiserende læger og sygehusvæsnet.
Venstre ser gerne et øget samarbejde mellem sygehuset og øens øvrige sundhedsvæsen.
Venstre støtter anvendelsen af folkeoplysningsmidler uden brug af 25 års reglen, da det skal være muligt at dyrke idræt overalt på Ærø uanset alder.